Uddan dig til livet
Politikerne siger:
”Du skal tage en uddannelse
Og det skal være hurtigt”
Samtidigt siger de:
”Du må kun tage èn uddannelse
Eller betal selv for din forsørgelse”
For et par år siden var jeg til reunion på min folkeskole
Det var x antal år siden, vi var blevet færdige med 9. klasse
Sent på aftenen taler jeg med Christian
Og fortæller om min vej til det, jeg laver i dag
Pludselig udbryder Christian
”Det er godt nok utroligt, så mange der er startet med noget andet end det, de laver i dag”
Hvor er det godt set af Christian
For det er jo sådan, det er
Du uddanner dig til livet
Og det er ikke altid den beslutning
Du tager som 18 -årig
Der nødvendigvis er den endegyldige løsning på
Hvad du skal lave resten af dit liv
LANGT FRA
Nu vil jeg for første gang her i mit netværk løfte sløret for MIN vej til det, jeg laver i dag
Da jeg blev student (sproglig hvis du er interesseret – ja det er der jo ikke noget, der hedder mere)
Tog jeg det, man kalder fjumreår – 2 styks for at være helt præcis
Hvem opfandt egentlig ordet ”FJUMREÅR”
Ham kunne jeg godt tænke mig at tale et par alvorsord med
Der er overhovedet ikke noget fjumret ved det
Det var de år, hvor jeg blev RIGTIG voksen
Hvorfor ikke kalde dem ”Udviklingsår”
Da det jo er det, de er
Man udvikler sig
I et rasende tempo
Som uddannelsessteder SLET ikke kan hamle op med
Jeg brugte mine udviklingsår på:
At være au pair i USA
At arbejde på en fabrik i Århus hvor jeg satte priser og alarmer i tøj til supermarkederne
At være i Kibbutz i Israel
At arbejde på et *****stjernet hotel i London
Kort sagt
Jeg kom væk fra lille trygge Danmark og fandt ud af, at verden er andet og mere end det, min mors kødgryder kunne give mig
OG JEG OVERLEVEDE
Efter mine 2 år hvor jeg lærte om livets realiteter
Startede jeg på CBS og blev Cand. Ling. Merc.
(Den uddannelse bruger jeg i dag til at skrive og rette ansøgninger,
Så det der sendes afsted til virksomhederne er skrevet på fejlfrit dansk og engelsk)
Jeg fandt dog lynhurtigt ud af, at det der med at sidde og oversætte 24/7
Det var ikke lige mig
Jeg skulle have med mennesker at gøre
Hvilket ledte mig til min ANDEN uddannelse
Som var inden for HR og ledelse
NU er jeg endt på rette hylde
Og jeg elsker mit job HVER dag
Det jeg vil sige med det her blogindlæg er:
1) Tag nu for pokker de fjumreår (udviklingsår), for det er der, du VIRKELIG lærer noget om livet, og det er der, du skaber DIN profil, som virksomhederne vil investere i, når du skal have et job
2) Hvis politikerne lukker en dør – så må de åbne et vindue. Virksomheder og samfundet som helhed kan ikke være tjent med, at taburetterne er fyldt med mennesker, der mangler arbejdsglæde, fordi de hellere vil noget andet men ikke har mulighed for at tage den uddannelse, de ønsker, fordi de allerede har taget en. Jeg tog min uddannelse nr. 2 på aftenskole og betalte selv ca. 3.400 kr. pr. modul.
Jeg kan godt forstå, at der skal være restriktioner, så ikke alle borgere tror, de kan tage både 1, 2 eller 3 uddannelser på Statens regning
Mit løsningsforslag er at oprette flere aftenskoleuddannelser, hvor der er mulighed for at have et fuldtidsjob og selv betale – så er det op til en selv, hvor meget man ønsker at tage en anden uddannelse – jeg er sikker på, at hvis viljen er der, kan man også godt afse 3.-4000 kr. pr semester til at tage en uddannelse, så man kan ende på den taburet, der gør en glad.
De gladeste arbejdsglædeshilsener
/Anne Mette